Det skulle være så godt, og så fungerer det faktisk skidt. At få en hverdag til at fungere bare nogenlunde, når parterne har komplet forskellige behov, slider ofte på kærligheden.
Det kræver tilpasning og kompromiser at bo sammen med nogen, sådan er betingelserne for alle mennesker. Er den ene i parforholdet neurodivergent, altså har ADHD, autisme eller en blanding, bliver udfordring dog ofte større, nogle gange for stor.
Slidsomheden i at bo sammen kommer sædvanligvis som en ubehagelig overraskelse.
Ofte har relationen været ret uproblematisk før sammenflytningen: Forelskelsen gør samspillet nemt, parternes forskelligheder synes at supplere hinanden. Drømmen om, hvor fedt det bliver med en fælles base, deler parterne som regel også.
At virkeligheden er mere nuanceret bliver klart, når først flyttekasserne er pakket ud - hvis de da overhovedet bliver det inden for en overskuelig periode.
Man flytter vel sammen…
I vores samfund er der en forventning om, at to mennesker, der elsker hinanden, flytter sammen på et tidspunkt, hvis ellers forholdet er seriøst. Det er en slags ideal. Som med andre idealer viser virkeligheden sig bare nogle gange at være en anden, hvilket kan være både desillusionerende og forvirrende at erfare på egen krop.
Når jeg møder parret, er begge da som regel også både slidte og slukørede. Udfordringerne med at få dagligdagen til at gå op tolker mange som tegn på, at de ikke kan være kærester. For når man nu nyder den andens selskab - ja , partneren er måske ligefrem det menneske i verden, man slapper mest af med - hvorfor i alverden går det så ikke bare naturligt op at bo sammen?
Den ildehørte sandhed er, at samvær med andre koster kræfter. Også, hvis du elsker den anden.
Samvær kræver energi
Samvær er både givende og drænende. Særligt som neurodivergent er man på arbejde, så snart der er andre mennesker i ens sfære. Mange neurodivergente er meget sensitive og mærker stort set alt, der foregår i dem, de er sammen med. For andre er udfordringen, at aflæsningen af andre mennesker er en energikrævende indsats.
Bor du alene, kan du bestemme alt egenrådigt. Du er fri for at tage hensyn og kan indrette dagene præcis, som det passer dig. Dette ændrer sig radikalt, når en ny fælles hverdag skal etableres. Alt det, du er vant til at gøre, skal nu pludselig afstemmes med den anden:
Er det vigtigt at rydde op straks, eller er det fint at lade et halvfærdigt projekt stå fremme? Er nips på alle overflader hyggeligt eller forstyrrende?
Og ikke mindst: Er det tilfredsstillende at lave hver sin ting hjemme efter arbejde, eller skal vi helst se hinanden i øjnene og tale om følelser på daglig basis?
Så længe der kun er en selv at forholde sig til, vil de fleste neurodivergente bruge en del tid på at lade op i eget selskab. Hvad enten det handler om at restituere sig efter en arbejdsdag eller fordybe sig i en syssel, så fungerer det bare bedst alene.
For mange, der er vant til at være meget alene og har længtes efter en kæreste, kommer det som en overraskelse, at det faktisk kan føles belastende, når alenetiden bliver drastisk indskrænket.
Alenetid som præmis for nærvær
Måske var man ikke klar over, at man reelt har behov for en del tid i eget selskab. Ikke desto mindre kommer mange til den erkendelse, at alenetid faktisk er præmissen for det overskud, det kræver at være i nærværende kontakt på andre tidspunkter.
Når jeg taler med neurodivegente par med udfordringer på det her felt, er begge parter som regel i bekneb. Hvis den ene er neurotypisk, vil vedkommende tit føle sig afvist, når partneren trækker sig, og hvis partneren på opfordring bliver, vil den neurotypiske ofte opleve, at den anden ser på sin mobil eller på anden måde ikke er helt til stede.
Den nerodivergente partner vil til gengæld tot føle sig presset og utilstrækkelig, fordi det er svært at imødekomme partneren ønske om kontakt og samvær. Dårlig samvittighed er også hyppigt del af pakken, fordi ønsket om samvær også for den neurodivergente lyder rimelig nok, men føles umuligt at imødekomme uden at overbelaste sig selv.
Matcher virkeligheden ikke forventningen, er det tid til åbenhjertig samtale. Det kan I få parterapeutens hjælp til. Hvilke forventninger har vi hver især, hvordan ser virkeligheden ud, og hvad skal der til, for at vi trives?
Når partnerens adfærd er svær at forstå, vil mange blot tolke i stedet for at spørge åbent ind. Her er det gavnligt at at blive mere tydelige omkring behov og motivation. Hvis kæresten f. eks takker nej til at ligge i ske eller spise sammen, er det oplagt at blive ærgerlig. Svaret bliver nemmere at tolere med informationen om, at det er energien, som mangler, ikke lysten eller accept af ideen.
Andre måder at bo sammen på
Der findes forudseende neurodivergente par, der før sammenflytning er klar over, at et traditionelt fælles hjem vil blive udfordrende. Her bliver planen ofte at søge to små boliger tæt sammen eller aftale at indrette sig på hver sin etage.
Mange par med forskellige styresystemer finder dog først langt senere ud af deres grundliggende forskellige - og senere endnu, at det måske var en fejl at flytte sammen. Den indsigt er som regel smertefuldt og kan føles som en fiasko.
Reelt er problemer med at bo sammen dog langt fra lig med, at relationen er dødsdømt. Flere par, der har været forbi min praksis, er forblevet kærester, mens de er flyttet hver til sit og og fortæller, at hverdagen er blevet nemmere og kærligheden er blomstret op.
Blandt par, der gerne vil blive boende sammen, selvom den ene f. eks har brug for mere alenetid end den anden, fastlægger nogle faste tider at være sammen på, lidt som da de boede hver for sig. Samvær på andre tidspunkter er altid muligt at foreslå, men bliver ikke taget for givet.
Andre par beslutter at etablere hver deres zone i hjemmet. Har man hvert sit værelse, som det er okay at trække sig til, bliver det nemmere at lade op alene og møde den anden, når man har energi til det.
At flytte sammen anses som et vigtigt skridt i et parforhold, men er ikke det rette for alle.
Som med alt andet i livet gælder det om at finde sin egen vej. Er man to, der gerne vil følges, må kursen afstemmes til at matche begge parter. Den rigtige ramme for et forhold er den ramme, I trives i.
Er I åbne for at alternativer, findes der mange variationer, og måske fungerer et af dem bedre for jer.