’Svært ved grænser’ er et varmt tema i mit samtalerum. Hvorfor overskrider andre igen og igen de grænser, man har meldt tydeligt ud? Fordi dét at få sine grænser respekteret ikke kun handler om at kunne kommunikere dem.
Hvis din partner gang på gang siger eller gør noget, du ikke bryder dig om, selvom du har sagt fra, har du en udfordring med personlige grænser.
I situationen kan det virke, som om den anden er totalt ligeglad med dine følelser, egoistisk eller endda afstumpet. Uanset årsagen betyder overhøringen af dine udmeldinger dog ikke, at du er overladt til andres (manglende) lydhørhed. Men at få sine grænser respekteret - at blive grænsefast - kræver mere, end mange er klar over.
Selv hvis du har tillært dig at kommunikere dine grænser klart og tydeligt, virker det ikke nødvendigvis efter hensigten. Ord er ingen garanti for, at den anden ændrer adfærd. Af samme grund slutter processen med af få sine grænser respekteret ikke, når du har sagt din grænse højt.
Der er et lag til: Du må nemlig også være i stand til at holde din grænse: At tage konsekvensen, hvis andre alligevel kører hen over din grænse. Hvis den anden ikke behandler dig, som du har brug for, må du selv sørge for, at grænseoverskridelse stopper.
Mange mennesker er ubevidste om og mangler derfor at integrere dette sidste led. Ikke desto mindre er netop det at være klar til at sætte handling bag sine ord er helt afgørende for effektiv opretholdelse af personlige grænser.
Vi kan ikke gardere os mod en uventet grænseoverskridelse. Men vi kan stå op for os selv og sikre, at det i det mindste kun sker én gang.
Her er, hvad det egentligt kræver at sætte - og holde! - sin personlige grænse. Vi kan kalde manøvren:
GULT KORT - GULT KORT - RØDT KORT
1. Lyt til kroppen
Ondt i maven, mavepine eller stram hals. Hvis en situation bliver ubehagelig, vil din krop reagere med alarm-tegn. Hader du f. eks at blive råbt af, vil dét at din partner hæver stemmen give ubehag. Ikke alle dog er i kontakt med kroppens alarmsignaler. Mærk efter! For at kunne tage vare på dine grænser, må du først og fremmest kunne mærke, når din krop fortæller, at situationen er ubehagelig.
2. Tag signalerne alvorligt
Krops-ubehag betyder utryghed: At det, som sker, er skidt for dig. Nogle mennesker mærker signalerne, men ignorerer dem. Når du mærker tydeligt ubehag, skal du tage det alvorlig. Også, hvis du ikke helt forstår eller billiger din egen reaktion. Noget må ændres, hvis du skal blive i situationen.
3. Identificér dit behov
Hvad er det, som er uacceptabelt? Og hvilken ændring har du brug for? Hvis din partner råber, er det måske en anden tone i kommunikationen, eller at samtalen stopper for nu. Afklar hvad der kan bringe din tryghed tilbage, så situationen kan stabiliseres inden i dig.
4. Italesæt grænsen
Sig straks højt, hvad der er uacceptabelt, og hvad du i stedet har behov for. F. eks: “Jeg bryder mig ikke om, at du råber. Jeg har brug for du sænker stemmen”. Altså både hvad du opponerer imod, og hvad du ønsker i stedet. Dette er at sætte en grænse. Det er det første ‘gule kort’.
5. Hold på grænsen
Hvis det fortsætter, må du gentage (med mindre det, der sker, er så groft, at din tolerance straks er opbrugt.) “For anden gang, jeg vil godt tale med dig, men jeg vil ikke råbes af. Det skal du stoppe med, hvis vi skal tale videre”. Du kan gøre stop-tegn med hånden for at styrke dig selv og underbygge dine ord. Dette er andet ‘gule kort’ - og sidste gang, du giver chancen for at rette op.
6. Tag konsekvensen
Hvis det sker igen, må du tage konsekvensen og handle. Det er her, du tager ansvar for at opretholde din grænse. Hvis den anden ikke behandler dig, som du har brug for, må du selv sørge for at grænseoverskridelse stopper. Det gør du ved simpelthen at fjerne dig fysisk fra ineraktionen.
Du kan forklare: “Jeg sagde, at jeg ikke finder mig i at blive råbt af, og det mener jeg. Jeg stiller ikke op til at blive råbt af. Nu går jeg. Vi kan snakke, når du er klar til at tale almindeligt sammen.”
Du kan også bare gå. Det er du i din fuld ret til. Det afgørende er, at du sørger for at afbryde grænseoverskridelsen.
Dine personlige grænser ikke handler om præferencer. Grænser markerer forskellen på det, du vil finde dig i, og det du ikke vil finde dig i. Punktum. Derfor starter ‘det med få styr på sine grænser’ med beslutningen om, at dine behov er ikke til forhandling.
At blive grænsesikker handler altså ikke om at få alle andre til at behandle dig, så dine grænser aldrig anfægtes, men om at selv være klar til at handle og tage det endelige ansvar.
Andre kan kun grænseoverskride os, så længe vi stiller op til det. Der er stor forskel på: ‘Jeg kan ikke lide, når du råber’ og “Hvis du råber, så går jeg”. Først, når du kender forskellen og kan bakke sidste version op med handling, kan du sikre dig et liv uden vedvarende grænseoverskridelser.