Parforhold med neurodivergens

Er I et neurodivergent par, som kæmper for at få det hele til at gå op, vil jeg gerne bistå jer på vejen mod ny forståelse og en kærlig kurs.

 Gennem de seneste år har jeg arbejdet med mange par, hvor den ene eller begge har ADHD og/eller autisme. Jeg er selv neurodivergent (ADHD), og min egen familie repræsenterer diverse slags hjerner.

 At have forskellige styresystemer er ikke et problem i sig selv.  I parforhold hvor den ene eller begge parter er neurodivergente, vil særlige udfordringer dog ofte vise sig.

Hvis man elsker et menneske med et andet styresystem end en selv, kan besvær med at forstå hinanden tynge samliv, selvom viljen og kærligheden er der.

Kommunikation: Ofte har mennesker med forskellige neurologisk udgangspunkt vanskeligt ved at afkode hinanden. Den andens udtryk er ofte så anderledes, at kommunikationen fejler.

Sensitivitet: Mange neurodivergente par bliver udfordret, når de forsøger at få deres vidt forskellige sociale & sansemæssige præferencer til at sameksistere under samme tag.

 Følelsesregulering: Parterne har tit forskellige tilgange til både hvordan de udtrykker og regulerer følelser, og hvordan de passer på deres energi. Ekstra problematisk er det, hvis den ene har svært at tolerere det, den anden har behov for.

Hvad enten I kæmper med de nævnte emner eller har andre udfordringer, I er velkomne – så finder vi ud af, hvad der er brug for.

Jeg har kærlighed og respekt for alle menneskelige variationer og efterhånden en del erfaring med at perspektivere og ’oversætte’ mellem mennesker af forskellig orientering.